Af Riinette Askgaard og Ole Morten Nygård, Ceremoniledere i Humanistisk Samfund
Hvilken musik vil du gerne have spillet til din begravelse? Er der sange du holder særligt af? Der er i dag meget du kan gøre selv, for at det også kan ske.
Ved at træffe en række vigtige valg på forhånd, om hvordan du ønsker at din afsked gerne må foregå, kan du hjælpe dine pårørende i en svær stund. I begravelsesgruppen i Humanistisk Samfund gør vi meget ud af, at det, der af mange kaldes “Min sidste vilje”, skal være ønsker. Vi anbefaler, at der gøres plads til at ens efterladtes ønsker også kan blive opfyldt. Sorg er individuelt og ønsker til en afsked er ikke nødvendigvis ens.
Ved at nedskrive dine ønsker, sikrer du at dine efterladte kender dine ønsker til din begravelse. Et sådanne notat er ikke juridisk bindende som et testamente. Det er en vejledning til dine pårørende.
Fysiske og digitale muligheder
Som en samlende overskrift kaldes ønsker til ens begravelse ’Min sidste vilje’ på dansk. Man har i en årrække kunne hente en fysisk skabelon til hvordan man får nedfældet sine tanker hos begravelsesforretninger. I et par år har man desuden via foreningen Liv & Død kunne finde et dokument, man kan skrive i på computer, printe ud og gemme elektronisk. Du finder det via deres hjemmeside.
Min sidste vilje.nu
I dag findes Min sidste vilje også i en digital udgave på minsidstevilje.nu. Systemet kræver MitID-login. Sitet ejes og vedligeholdes af brancheforeningen Danske Bedemænd. Bedemændene i Danmark kan i egne systemer se, om der foreligger en digital Min sidste vilje, så der er sikkerhed for at viljen kommer til kendskab.
Som viljeskriver kan man til enhver tid få oplysning om, hvad der er registreret på eget cpr-nummer ved at rette henvendelse til Danske Bedemænd. MinSidsteVilje.nu lever op til Persondatalovens bestemmelser vedrørende elektronisk databehandling.
Skrive og ændre
Inde på sitet bliver du bedt om at tage stilling til en lang række spørgsmål i forhold til din begravelse, men du udfylder blot det du ønsker. Du har mulighed for at dele dine svar med dine pårørende imens du lever, eller notere at det skal ske ved din død via en mailadresse, du indtaster. Man kan gå ind og rette i det angivne lige så tit man vil. Sitet kan også bruges som en skabelon til at tale ud fra sammen med sine pårørende om ens sidste vilje.
Det er også muligt at gemme egne dokumenter på sitet som eksempelvis livshistorier.
Vejledende samtale
Humanistisk Samfund tilbyder desuden vejledende samtale om din egen begravelse. Her kommer en ceremonileder hjem til dig og taler om dine ønsker til din begravelse. Ønsker du en sådan samtale, så kontakt koordinatoren for begravelser på 44 40 49 49. Det er gratis for medlemmer og koster 850 for andre. Se mere på vores hjemmeside.