Skribent: Mikkel List
Foto: Martin Pedersen
Humanistisk Samfunds sekulære åbningsceremoni er tilbage i vante rammer. Efter flere års fravær finder ceremonien igen sted på det nyrestaurerede Hofteater ved Christiansborgs Ridebane. Det historiske teater, med sine balkoner, udsmykninger og tætte stolerækker, danner denne efterårsformiddag ramme om en ganske anderledes forestilling end dem, det oprindeligt blev bygget til.
For ottende år i træk markerer Humanistisk Samfund Folketingets åbning med en sekulær ceremoni som et alternativ til den traditionelle gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Blandt de fremmødte er medlemmer, samarbejdspartnere og folkevalgte fra forskellige dele af det politiske spektrum.
Humanistisk Samfunds forperson, Kirstine Kærn, byder velkommen. I år markeres 25-året for terrorangrebet i New York den 11. september 2001, en begivenhed, der på mange måder kom til at ændre den politiske verdensorden. På blot et kvart århundrede er internationale spilleregler blevet udfordret, presset på Europa er vokset, og demokratiske værdier og menneskerettigheder møder nye udfordringer.
Hvordan forholder vi os til en fremtid, der synes stadig mere usikker? Og hvad kan vi lære af dem, der tidligere har stået over for en verden i forandring? Måske kan fortidens erfaringer ikke fortælle os, hvad fremtiden bringer, men de kan hjælpe os med at blive bedre til at gå den i møde.
Lys og skygge over Europa
Skuespiller Rasmus Hammerich træder frem på scenen og læser fra den østrigske forfatter Stefan Zweigs erindringsværk Verden af i går – en europæers erindringer, der blev udgivet i 1942.
I kapitlet Lys og skygge over Europa beskriver Zweig den europæiske tilværelse i årene op til Første Verdenskrig. En tid præget af fremskridtstro, kulturel blomstring og en næsten grænseløs optimisme. Verden virkede, som Zweig skriver, vidunderligt ubekymret. En hel generation ønskede at være ungdommelig, og fremtiden syntes fuld af muligheder.
“Et år, hvad kunne der ikke ske på et år,” lyder det fra scenen.
Men vi kender fortsættelsen. Zweig skriver sine erindringer med to verdenskriges ødelæggelser som bagtæppe, og optimismen får derfor en anden klang, når vi hører den i dag. Den fremtid, som dengang forekom så lovende, skulle vise sig at rumme katastrofer, som kun få havde forestillet sig.
“Enhver stat følte sig pludselig meget stærk, men glemte, at andre stater delte samme følelse,” skriver Zweig.
Ordene er mere end 80 år gamle, men deres aktualitet er vanskelig at overse. Også i dag befinder vi os i en verden, hvor nationale interesser, militær oprustning og forestillinger om egen styrke udfordrer det internationale samarbejde. Måske er det netop i mødet mellem fortidens optimisme og vores egen tids usikkerhed, at Zweigs erindringer får deres særlige betydning. De minder os om, hvor vanskeligt det er at forstå sin egen samtid, mens man står midt i den, og hvor hurtigt forestillingerne om fremtiden kan forandre sig.
Når forbindelsen bliver svær at mærke
Efter oplæsningen indtager Kristoffer Jessen fra SØN scenen sammen med to guitarspillende bandmedlemmer. De fremfører sangen Ka Ik Connect, som Jessen selv fortæller handler om vanskeligheden ved at mærke forbindelsen til andre mennesker i en stadig mere teknologisk verden.
“Da jeg gik ud, var der en hinde over luften,” synger han.
Sangen kredser om en følelse af afstand. Om at være til stede i verden, men samtidig have vanskeligt ved at mærke den og menneskene omkring sig. Senere synger Jessen om ønsket om et uvejr, der måske kunne få ham til at mærke noget mere.
Efter Zweigs beskrivelser af Europas historie får uvejret en særlig klang. Det kan næsten høres som et billede på den verdensorden, vi befinder os i netop nu, hvor krige, politiske opbrud og demokratiske kriser synes at afløse hinanden. Men hvor uvejret i sangen rummer et håb om endelig at kunne mærke noget, kan vores egen tids uro også have den modsatte virkning. Når usikkerheden bliver overvældende, risikerer vi at trække os fra den og miste fornemmelsen af, hvordan vi overhovedet kan handle.
Demokratiets indbyggede uro
Årets hovedtaler er Alberte Bové Rud, postdoc ved Det Danske Institut i Rom og gæsteforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Hun beskæftiger sig med demokratiets historie og forudsætninger, og hendes tale kredser om en bekymrende udvikling: at det vestlige demokrati i stigende grad synes at have mistet tilliden til sig selv.
Hvor årene efter Den Kolde Krigs afslutning var præget af en udbredt tro på demokratiets fremgang, synes vores egen tid i højere grad at være præget af frygt. Vi bekymrer os om misinformation, teknologigiganter, kunstig intelligens og politiske modstandere. Og i bestræbelserne på at beskytte demokratiet risikerer vi samtidig at miste troen på dets muligheder.
Bové Rud minder os om, at demokratiet også tidligere har været præget af usikkerhed. Men hvor man efter Anden Verdenskrig frygtede fortidens tilbagekomst og samtidig håbede på en bedre fremtid, synes forholdet i dag at være vendt på hovedet. Vi ser nostalgisk tilbage på 1990’ernes optimisme, mens fremtiden i stigende grad forbindes med bekymring.
“Det er et stort demokratisk problem, at frygten fylder på bekostning af håbet,” understreger hun.
Men måske er demokratiets krise ikke en undtagelsestilstand, som vi én gang for alle kan overvinde. Bové Rud peger på, at demokratiet rummer en indbygget uro. Valg kan gå begge veje, politiske beslutninger kan omgøres, og mennesker, vi er grundlæggende uenige med, kan få indflydelse på det samfund, vi deler. Netop denne usikkerhed er også det, der gør demokratisk forandring mulig.
Med en stilladsmetafor beskriver hun, hvordan demokratiet ikke alene kan sikres gennem love og institutioner. Uanset hvor solidt stilladset er bygget, kræver det mennesker, der tør bevæge sig rundt på det, tage ansvar og stole på hinanden. Også når de er uenige.
Tilliden bliver dermed ikke noget, vi kan vente på, til kriserne er overstået, men noget, vi må praktisere midt i dem. Bové Rud afslutter med en opfordring, der rækker ud over Hofteatrets vægge og ind i det nye folketingsår:
“Tal med hinanden. Mød hinanden. Se, om du kan forstå den anden.“
At begynde på ny
Ceremonien nærmer sig sin afslutning, og sammen synger de fremmødte Begyndelse, skrevet af Morten Kyndrup og komponeret af Jens Johansen. Sangen kredser om tidens gang, om det, vi efterlader til kommende generationer, og om de begyndelser, hvis afslutning vi ikke selv kommer til at opleve.
“Men lige nu starter det hele,” lyder det i sangens sidste vers.
Udenfor venter Christiansborg og et nyt folketingsår. Hvad det kommer til at bringe, ved ingen endnu. Men måske er det netop det, der ligger i en begyndelse: At vi ikke behøver kende slutningen for at turde tage del i det, der kommer. Og at fremtiden, hvor usikker den end måtte forekomme, stadig er noget, vi kan og skal være med til at forme.
